Lad os starte med at definere zoom

Hvad er zoom? Zoom betyder at man forstørrer det billede udsnit der optages af kameraet. Med zoom er det derfor muligt at “komme tættere på” uden af flytte sig. Det kan være en stor fordel hvis man f.eks. skal tage billeder af en fodboldkamp, hvor det ikke er så smart at man render rundt på banen for at komme tæt nok på motivet.

FORSKELLEN MELLEM OPTISK OG DIGITAL ZOOM

Optisk zoom laves af objektivet, ved at der flyttes rundt på linseelementerne inde i objektivet for at opnå større eller mindre grad af forstørrelse. Det forstørrede billede rammer sensoren, som omdanner dette billede til et digitalt foto. Dermed udnyttes hele sensoren og kvaliteten ændrer sig ikke mærkbart.

Digital zoom virker på en helt anden måde. Her ændres der ikke på objektivet. I stedet tager man et digitalt udsnit af det billede der rammer sensoren og forstørrer det op til normal størrelse. Problemet er at vi kun udnytter en del af sensoren, og derfor får vi ikke fuld opløsning. Det forringer billedet betydeligt.

HVOR MEGET FORRINGES BILLEDET VED DIGITAL ZOOM?

Selv med mange megapixel til rådighed giver digital zoom en væsentlig forringelse. Problemet er at antallet af pixels der benyttes til at danne billedet med, reduceres med eksponentiel fart. Sagt på dansk betyder det at 2x digital zoom giver 4 gange (2×2=4) ringere opløsning. 3x digital zoom giver 9 gange (3×3=9) ringere opløsning. 4x digital zoom giver 16 gange (4×4=16) ringere opløsning osv.

LÆS ARTIKLEN: Det personlige portræt virker

Der er flere gode grunde til at lave digital zoom i et kamera. Først og fremmest ser det godt ud i markedsføringsmaterialet fra producenten. Dernæst koster det nærmest ingenting for producenten at putte funktionen i kameraet.

Nogle producenter skriver den kombinerede zoom på kameraet. Et lille kamera hvor der står 21x zoom, har måske kun 3x optisk zoom, mens der er 7x digital zoom.

Vi må derfor sige at 21x zoom er misvisende markedsføring, da det reelt kun er de 3x optisk zoom der har værdi.

2 FORSKELLIGE SLAGS DIGITAL ZOOM

Der findes to måder at lave digital zoom på. Nogle producenter vælger at det kun er udsnittet der gemmes på hukommelseskortet. Andre producenter vælger at interpolere udsnittet op til fuld opløsning.

Hvis det kamera man benytter, ikke interpolerer op til fuld opløsning, kan det i enkelte tilfælde være en fordel med digital zoom. Hvis man har meget lidt plads på sit hukommelseskort, og man kun har brug for et udsnit, kan man benytte digital zoom

HAR DU LÆST: Hvordan bliver man portrætfotograf idag?

Enkelte kameraer giver kun mulighed for digital zoom, hvis man i forvejen gemmer billederne i en lavere opløsning. Dermed mister man ikke kvalitet, da man alligevel gemmer i den lavere opløsning.

Normalt bør man ikke gemme billederne i lavere opløsning. Ganske vist giver det plads til mange flere billeder, men så kunne man ligeså godt have købt et billigere kamera med lavere opløsning. Det ville, alt andet lige, have givet samme resultat.

KONKLUSION

Digital zoom er nærmest værdiløst, da man typisk kun får et ringere billede ud af det, mens optisk zoom giver reel mulighed for at “komme tættere på” uden at det går mærkbart ud over billedkvaliteten.