Fra crop til fullframe – Derfor skiftede jeg. Debatten om fullframe vs. crop raser stadig, specielt med de nye spejlløse kameraer som levere rigtig god billedkvalitet, men med mindre vægt og en mere overkommelig pris.

Nu har jeg haft fullframe i lidt over et halvt år og vil dele mine erfaringer med skiftet, og om hvorvidt du bør overveje at skifte.

Da jeg begyndte at tage penge for mine billeder, skød jeg med et Canon 7D. I starten skød jeg hovedsageligt med flash, både speedlights og studielamper. Det foregik indendørs og jeg havde ikke de store krav til mit kamera, udover billedekvaliteten. Kameraet stod næsten fast på de samme indstillinger: ISO 100, 1/160 sek. f/6.3

bryllups_foto

Jeg begyndte så at få interesse for bryllupper

Jeg begyndte så at få interesse for bryllupper, noget der virkelig stiller store krav til udstyret. Pludselig var ISO 100 ikke længere tilstrækkeligt. Nu hed det pludselig ISO 1600, 3200 og 6400. Her begyndte jeg at mærke mit kamera’s begrænsninger. Objektiverne skulle lige pludselig også præstere mere, de stod nærmest på største blænde hele tiden.

Jeg begyndte også at fotografere mere udendørs, specielt omkring solnedgang. Her forsvinder lyset meget hurtigt, så igen var det nødvendigt at presse kameraet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg, ligesom mange andre fotografer, altid havde haft en drøm om at skifte til fullframe. Jeg havde jo hørt om hvor fantastisk det var, og i sommeren 2014 tog jeg springet. Jeg valgte at investere i et Canon 5D Mark III.

medarbejderportræt

fullframe bølgen

Endelig var jeg med på fullframe bølgen og jeg kunne ikke vente med at skabe endnu bedre billeder end før. Det var lidt en blandet følelse jeg havde efter de første par uger. Kameraet var ikke vildt anderledes end mit 7D. Det føltes noget nær det samme, lyden fra det var anderledes og nogen enkelte knapper sad anderledes, men udover det var begejstringen ikke overvældende.

Det ændrede sig dog efter mit første bryllup med det. Jeg havde jo købt det grundet et ønske om bedre billeder i dårlig belysning. Efter en 14 timers arbejdsdag var jeg overbevist. Jeg havde brugt mine surt opsparede penge på det rigtige.

Mine billeder var bare bedre. Ikke så meget komposition eller indhold, men den tekniske kvalitet. Selvom jeg havde brugt ISO 6400, endda ISO 10000, så var billederne skarpe og der var stadig masser af dynamik. Selvfølgelig var der stadig lidt støj, men intet sammenlignet med mit Canon 7D. Jeg havde overhovedet ikke haft brug for min speedlight, en ting der ellers altid sad på mit 7D.

reklamefoto

en bedre fotograf

Efter lidt flere måneders brug begyndte jeg faktisk at lave bedre billeder. Jeg ved godt at udstyret ikke gør en til en bedre fotograf, men hvis du føler dit udstyr begrænser dig, begrænser det også din kreativitet. Med mit 5D behøvede jeg ikke tænke på at skulle medbringe speedlights, stativer osv. Bare mit kamera og to objektiver. Jeg kunne fange de billeder jeg ønskede, også selvom solen var på vej ned.

For mig var fullframe det rigtige valg. Jeg har stadig mit 7D og det bliver stadig brugt. Det tager fremragende billeder, men når lyset begynder at forsvinde er det 5D’eren der er det rette værktøj. Og det er netop hvad et kamera er, et værktøj. Vi er kreative håndværkere der skaber billeder. Vores udstyr er udelukkende et middel til at opnå vores mål. Der er ikke noget magisk over et dyrt stykke udstyr, det er vores evne til at håndtere udstyret der kan gøre billeder magiske.

fotograf greve

Så hvad er konklusionen? Som tidligere skrevet, så var fullframe det rigtige valg for mig. Jeg havde udelukkende brug for et kamera der gav bedre ydelse under dårlige lysforhold, der var fullframe det eneste rigtige for mig. Det kamera jeg valgte gjorde det muligt at skabe de billeder jeg ønskede. For dig er crop måske mere end tilstrækkeligt. Hvis ikke du føler dig begrænset, så vil et skifte til fullframe næppe give dig bedre billeder. Brug i stedet pengene på nogle gode objektiver. Et godt objektiv kan følge dig i mange år, et kamerahus har en forholdsvis begrænset levetid.

Læs også: