Når vi arbejder med digitale billeder kan vi næsten ikke undgå at beskæftige os lidt med Pixels.

LÆS ARTIKLEN: Ændring af lysm kontrast og skarphed

Ordet pixel går igen, når vi bedømmer billeder, printere, monitorer, scannere eller kameraer. Det kan godt sammenlignes lidt med måleenheden hestekræfter, som benyttes af bilindustrien, eller lydeffekten målt i watt, som anvendes af radiobranchen.

Vi skal blot huske at uanset hvilket tal vi får opgivet, så fortæller tallet alene, intet som helst om kvaliteten. Mange pixel i et digitalt kamera er ganske vist forudsætningen for høj opløsning og store billedprint, men uden en god optik i kameraet og en elektronik som kan udnytte de mange pixel, så nytter det hele ikke ret meget.

FIK DU LÆST: Justering af Lys og kontrast

Et digitalt kvalitetskamera

Et digitalt kvalitetskamera med mange megapixel rækker meget langt for de fleste. Forstørrelser helt op til 20 x 30 cm har stadigvæk en acceptabel kvalitet. Skal billedet være større, eller skal billedet måske beskæres, så ville det nok være rart med flere pixel.

Vi repeterer lige hvad en pixel er for en størrelse. Det er den mindste enhed i et digitalt billede og indeholder derfor i digital form en information om farve og lysstyrke. Forstørrer vi et lille billede (med få pixels), så kan vi tydeligt se den enkelte pixel (som en farvet firkant) i billedet, når vi er tæt på. 

Detaljer som er mindre end en pixel kan ikke registreres, og derfor ikke senere reproduceres i et billede!

Men spørgsmålet er om vi ved at interpolere (tilføje flere pixel og beregne os frem til den rigtige farve og lysstyrke) kan forbedre kvaliteten af et billede.

Når apparaterne selv interpolerer, for tilsyneladende at forbedre ydelsen, er resultatet ikke altid som forventet. Det er derfor klogt at undersøge om det kamera eller den scanner og printer vi står for at skulle anskaffe os, nu også har den ønskede opløsning uden interpolation. 

Digital zoom i et kamera er et eksempel på et kunstigt resultat, idet der her er tale om et udsnit på CCDen (”den digitale filmstrimmel”) og kun ved hjælp af interpolation kan billedet bevare samme antal pixel.  Gå langt uden om den slags kameraer for det er både noget og ingenting, især det sidste!

Skal der interpoleres, så skal vi selv gøre det på grundlag af et digitalt billede, som helst ikke tidligere er blevet manipuleret alt for meget. Så kan vi selv sammenligne og ud fra sammenligningen afgøre om resultatet står mål med anstrengelserne og om der er tale om en reel forbedring.

BILLEDBEHANDLINGSPROGRAMMER

Alle seriøse billedbehandlingsprogrammer tilbyder interpolation i en eller anden form. Der findes mindst en halv snes måder at gøre det på, De har alle det tilfældes at billedet sjældent bliver bedre, hvad enten der resamples (interpoleres) op eller ned i pixel antal. Jeg vil nøjes med at nævne de 2 metoder, som jeg selv benytter, nemlig Bilinear og Bicubic. 

Ved resampling, hvor antallet af pixel øges, er Bicubic efter mit skøn, et godt valg. Detaljerne bevares på udmærket vis og det generelle indtryk af skarphed er kun blevet lidt dårligere. Efter en omgang Unsharp Mask er resultatet faktisk ganske udmærket.

Hvis vi resampler  og  reducerer antallet af pixel i billedet , opnås der gode resultater med både Bicubic og Bilinear metoden, med måske en lille fordel til Bilinear. 

Man skal være forsigtig med at gøre billedet skarpere inden der interpoleres, fordi det kan påvirke resultatet rigtig meget. 

Nogle foretrækker at resample i små step ad gangen indtil den ønskede størrelse er nået. Det påvirker helt tydeligt billedet, først og fremmest dog omkring kanterne, men med en vis Halo effekt.

Er det så en fordel at resample et billedet inden der laves et stor print eller inden der fremstilles et billede på et stykke rigtigt fotopapir? 

Fotoanstalten fremkalder typisk i en opløsning på 200- 300 dpi, og hvis ikke det digitale billede indeholder tilstrækkelig med pixel til en given forstørrelse, så interpoleres der under alle omstændigheder. De resultater som jeg opnår ved selv at resample billede, samt finpudse skarphed, støj og farvebalance giver alt andet lige et flottere resultat end hvis det hele blot overlades til fotoanstaltens automatik.

Et godt program, er et plug-in ved navn Genuine Fractals til blandt andet Adobe Photoshop. Ifølge udbyderen er dette program næsten i stand til at udrette mirakler, når det drejer sig om at resample et billede.

Programmet kan resample et billede med et meget flot resultat. Ingen tvivl om det! Der kommer desværre ikke flere detaljer frem, men linier, buer og cirkler i billedet bliver helt tydeligt skarpere.

Jeg har efter billedbehandling i Genuine Fractals printet et resultat ud på 9 stykker A4 papir og med stor nøjagtighed sat disse ark sammen til et billede på 60 x 80 cm. Resultatet var meget flot og når jeg så fortalte betragteren, at det var efter et digitalt billede på 1600 x 1200 pixel, så gjorde billedet virkelig indtryk. 

Programmet har flere faciliteter, som man slet ikke har brug for, men betjeningen er under alle omstændigheder nem og intuitiv og resultaterne de må tale for sig selv. 

God blog om fotografering

DER ER DOG EN DEL BRUGSMÆSSIGE ULEMPER

Programmet koster omkring 800 kr. og resultatet er ikke så meget bedre igen end de resultater, der kan opnås med en resampling med Bicubic metoden og lidt rutine.

Det er en plug-in og kan som sådan kun anvendes sammen med et af de store billedbehandlingsprogrammer.

Billedet skal gemmes i et specielt format *.STN før det kan åbnes i Genuine Fractals.

Det eneste program der kan åbne et billede i formatet *.STN er Genuine Fractals. 

Programmet arbejder meget langsomt, sammenlignet med f. eksempel Bicubic i Adobe Photoshop. 

En kraftig resampling af et lille billede forbedrer ganske vist kanter og buer i billedet, men strukturen bliver lidt ”maleragtig” og der er som tidligere nævnt ingen forbedring af detaljerne.

Det er svært at vurdere fordelen alene ved betragtning på en billedskærm. Fordelen ved den måde hvorpå Genuine Fractals resampler, kommer bedst til sin ret ved store print eller ved fremstilling af større billeder på fotografisk papir.

Hvis billedet gøres skarpere før behandlingen i Genuine Fractals, bliver resultatet ofte meget dårligt. Så pas på med det!

Se flot galleri med bryllupsbilleder

DERFOR, SOM ALTID, GØR FØRST BILLEDET SKARPT TIL ALLERSIDST!

Uden at falde bag over af bar benovelse, så leverer programmet dog næsten altid et resultat, som kan bruges.  Til brug på Internettet eller for at vise billeder på en monitor er der ingen gevinst ved at bruge Genuine Fractals.   

Til billeder med en størrelse på ca. 13 x 18 og i det nabolag, er der ingen gevinst ved at resample overhovedet!